Lidt danmarkshistorie, som vi politikere ikke så tit praler med I 1880'erne var dansk politik gået helt i baglås. De store partier Højre og Venstre kunne ikke blive enige om noget som helst, og da Christiansborg brændte i 1884, kunne de ikke engang enes om at bygge et nyt. Ruinen fik lov at stå i over 20 år. I ni år i træk kunne Christiansborg ikke vedtage nye udgifter. Men gik Danmark så i stå, nu hvor politikerne ikke kunne skubbe på for udvikling og forandring? Næh. Danskerne tog da bare fat som aldrig før. De opførte fundamentet til det frie og velstående Danmark, vi i dag lever i. De stiftede andelsmejerier, byggede forsamlingshuse i hundredvis og startede højskoler, friskoler, sparekasser og idrætsforeninger i ét væk. Meget af det Danmark, vi holder af i dag, blev altså til i en periode, hvor politikerne ikke kunne finde ud af ret meget. Jeg gør mit bedste for ikke at tage det alt for personligt. Det bedste ved Danmark er sjældent blevet skabt ved en tredjebehandling i Folketinget, men af folk, der gik i gang uden at vente på en plan ovenfra. De folk findes stadig overalt i Danmark, og vores fornemste opgave som politikere er ikke at stå i vejen for dem.

Rusland er allerede i krig mod os Forsvarets Efterretningstjeneste kom i dag med en af de mest alvorlige vurderinger af truslen fra Rusland i nyere tid. Men vi er desværre ikke klar. Vi mangler ikke politiske ambitioner, men vi mangler, at vi rent faktisk får et stærkt forsvar og en stærk forsvarsproduktion. For Rusland vil ifølge FE optrappe sin hybridkrig mod Vesten yderligere i de kommende måneder. Risikoen for et begrænset russisk militærangreb på et NATO-land, der grænser op til Rusland, er "lav, men stigende". En egentlig invasion vurderer FE fortsat som usandsynlig, men man vil ikke længere udelukke den. For ti dage siden affyrede et russisk krigsskib signalblus mod en dansk militærhelikopter ud for Gedser. Bagefter hædrede det russiske forsvarsministerium kaptajnen. I Tyskland har myndighederne udpeget Rusland som ansvarlig for et angrebsforsøg med en sprængstofdrone i Leipzig/Halle Lufthavn. Herhjemme har PET advaret om russiske planer om sabotage mod danske forsvarsvirksomheder. Det er den dystre virkelighed, vi står i. Og vi har desværre spildt alt for megen tid. Truslen fra Putin har været åbenlys siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 - og i øvrigt også før da. I Danmark har regeringen ikke formået at få åbnet en enkelt ammunitionsfabrik siden overfaldet på Ukraine, selvom alle advarselsklokker har kimet øredøvende, og Folketinget har stemt for at allokere enorme ressourcer til forsvarsområdet. Det er simpelthen ikke godt nok. At spilde dyrebar tid er en luksus, vi ikke kan tillade os længere. Det er alvor. Vi skal have langt mere fart på oprustningen. Beskytte vores kritiske infrastruktur. Og fastholde støtten til Ukraine, hvis soldater hver eneste dag svækker den krigsmaskine, der også truer os. Ruslands ledelse fører allerede hybridkrig mod Vesten. Det er på tide, at vi indretter os efter den virkelighed og handler derefter. Men alvoren må aldrig blive til afmagt. Vi danskere har et fantastisk og frit samfund, det i dén grad er værd at forsvare. Vi kan udrette utrolige ting, når vi tager os sammen og står sammen. Det kan og skal vi nu.

Hvad er billedet på Danmark, når Danmark er bedst? Måske er det bare en gennemblødt voksen, der en sen regnvejrseftermiddag i november prøver at lære 14 ustyrlige rollinger på en mudderglat bane, hvad offsidereglen går ud på - uden at få en krone for det. Noget af det bedste ved Danmark er nemlig alle de utrolig mange mennesker, der rundt om i foreningsdanmark bruger deres fritid på at give andre både en god fritid og gode værdier til et langt liv. Det kan være træneren, det kan være spejderlederen. Hende, der arrangerer fællesspisning, eller ham, der altid tager den sidste vagt og fejer og låser forsamlingshuset af. Det er dem, der giver børn et sted at høre til og voksne en grund til at komme ud ad døren. De gør det, fordi nogen skal, fordi de gerne vil, og fordi det både skaber og giver mening. Dem skylder vi både tak og arbejdsro. Det skal være lettere at drive en forening, og papirarbejdet skal fylde mindre. Staten skal aldrig stå i vejen for dem, der gerne vil være noget for andre. Og til jer, der tager tjansen: Tak. I gør Danmark til et bedre land hver eneste dag.

Her ser du den enkeltperson, som har støttet Ukraine mest. Det er Howard Buffett, Warren Buffets søn, som i alt har doneret 1,4 milliarder dollars - over 9 milliarder kroner! - til alverdens ting i Ukraine. Han har støttet Ukraine med landbrugsmaskiner, udstyr til at fjerne miner, doneret massive beløb til soldaterhospitalet Superhumans, betalt for genopbygning af hele bydele, broer, kraftværker, generatorer - og 642 millioner (!!!) måltider. Alt det, der foruden krudt og kugler også skal bruges for at vinde krigen og freden bagefter. Det er dybt beundringsværdigt. I min nye bog har jeg efterspurgt, at vores moderne elite lader sig inspirere mere af fortidens godgørende titaner i stedet for at putte sig bag flad og bureaukratisk CSR, ESG, og hvad de ellers kalder det. Det må man sige, at Howard Buffett er et beundringsværdigt eksempel på. Vi har nemlig brug for, at de store tager et ekstraordinært ansvar. Ikke ved, at vi brandbeskatter og gennemregulerer værdiskabelse, men gennem at fremelske stærke normer for godgørende arbejde og samfundsansvar. Vi kunne aldrig være blevet så gode og stærke samfund, hvis ikke de store følte sig kaldet til at gøre meget for fællesskabet. Og husk, at man ikke behøver at være millionær for at kunne støtte Ukraine. Man behøver såmænd bare at forstå, at frontlinjen i kampen for Vestens fremtid går direkte gennem Ukraine. Lad Howard Buffet inspirere os alle - politikere, rigmænd og alle andre.

Det er ikke meget fjernsyn, jeg får set. Men forleden så jeg så TV 2’s "Korpset", hvor der var en deltager, som gjorde mig i usædvanligt godt humør. Hun hedder Sara, og hun er skidesej. I programmet bliver deltagerne udsat for hårde fysiske og mentale prøvelser inspireret af optagelsesprøverne til Jægerkorpset og Frømandskorpset. Sara går til opgaverne med en energi og viljestyrke, som er svær ikke at blive begejstret for. Men det, der især gjorde indtryk, var at høre hende fortælle om sit liv. Hun var glad. Taknemmelig for, hvordan hendes liv havde formet sig. Og hun fortalte om, hvordan hun selv havde gjort sig umage for at nå dertil, blandt andet ved at passe sin skole. Det var simpelthen befriende at høre. Vi møder mange historier om alt det, der gør ondt og alt det, der er galt. De historier skal der selvfølgelig være plads til, men jeg savner indimellem, at glæden ved livet får lige så meget taletid. Og at vi også hører fra mennesker, der er glade for deres hverdag, stolte af det, de har opnået, og taknemmelige for de muligheder, de har fået. Den slags smitter. Og kombinationen af at gøre sig umage, tro på, at man kan, og være taknemmelig over det, man har, fortjener lidt mere opmærksomhed. Så tak for dig, Sara - må du inspirere andre til at være taknemmelig for livet og gøre sige umage med hvad end man kaster sig over!

Jeg er på vej til Grønland. Mange følger intenst med i situationen for Grønland, Danmark og Rigsfællesskabet lige nu. Det gør jeg også, og selvom det er for tidligt at drage et lettelsens suk, så tør jeg godt være forsigtig optimist. Skæbnens tilfældighed vil, at jeg lige netop i denne uge skal besøge Grønland og vores samarbejdsparti Demokraatit. Programmet står på en række spændende møder og virksomhedsbesøg. Jeg vil ikke foregribe begivenhedernes gang, men jeg håber, at begivenhederne i New York kan blive en ny begyndelse i forholdet mellem Danmark og Grønland, hvor vi knytter stærkere og dybere bånd i gensidig respekt. Dertil er et øget og mere forpligtende forsvarssamarbejde mellem Danmark og Grønland på den ene side og USA på den anden side en god idé. Særligt når man tænker frem mod en tid efter Donald Trump. Dertil skal man ikke glemme, hvor hård denne tid er og har været for mange grønlændere. De har været udsat for et ekstremt og uacceptabelt pres. Jeg håber, der nu er lys for enden af tunellen. Alt det glæder jeg mig til at blive klogere på i de kommende dage i denne vigtige tid for os alle.

Jeg er ærlig talt ret begejstret for, at Venstre nu foreslår, at der skal afskaffes én regel, hver gang politikerne indfører en ny. I Liberal Alliance har vi nemlig længe foreslået, at der skal afskaffes to regler for hver ny - men jeg er glad for, at Venstre trods alt møder os på halvvejen. Spøg til side. Det er godt for både Danmark, at Venstre vil være med til at rydde op. Overflødige regler koster mennesker tid, virksomheder penge og offentligt ansatte kræfter, som de kunne have brugt på at hjælpe andre. Det er derfor, at vi i Liberal Alliance vil have en bindende bureaukratilov med princippet om én regel ind, to ud. Ministrene skal hvert år stå til ansvar for, om bureaukratiet faktisk bliver mindre, og være forpligtet til at handle, hvis målene ikke bliver nået. Vi vil også rydde op i junglen af offentlige puljer, hvor alt for mange kræfter går med at skrive ansøgninger og afrapportere. Og vi har allerede fremlagt en liste med de første 100 regler, vi vil afskaffe. Målet er, at virksomhedsejeren kan bruge mere tid på sine kunder, og at medarbejderen på plejehjemmet kan bruge mere tid på de ældre. Og jeg glæder mig til den dag, hvor en borgerlig regering giver danskerne mere frihed og mindre papirarbejde.

Jeg vil gerne fortælle dig en hemmelighed. I nat, mens du sov, brugte Danmark atomkraft. Igen. Vinden lagde sig over Nordsøen, solen var gået i seng, og så gjorde vi det, vi altid gør, når ingen kigger: Vi satte vores lid til et kabel dybt nede i Øresund og lånte strøm fra de svenske atomkraftværker. Vi har gjort det i årtier, og svenskerne ved det selvfølgelig godt. De sladrer ikke til nogen, de sender bare en regning. Lidt historie: Folketinget tog atomkraft ud af dansk energiplanlægning i 1985. Det er før, jeg blev født. Vi opfandt endda logoet med den lille smilende "Atomkraft? Nej tak"-sol. Den blev tegnet i Aarhus i 1975 og er formentlig noget af det mest udbredte danske design efter legoklodsen. Vi er simpelthen verdensmestre i at sige nej tak. Vi har bare aldrig rigtig fået sagt, hvad vi gerne vil have en aften, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser. For at gøre det endnu mere skørt er danske ingeniører endda blandt de dygtigste i verden til at udvikle den næste generation af små reaktorer. Vi har Copenhagen Atomics, vi har Seaborg. Men de må bare ikke bygge dem i Danmark. Prøv at forestille dig, at Lego havde fået at vide, at de kun måtte lave klodserne i Tyskland. Så hvad vil Liberal Alliance egentlig? Vi vil først og fremmest have ophævet forbuddet. Og vi vil omprioritere de 55,2 mia. kr., der er afsat til havvind, til blandt andet to atomkraftværker med små, modulære reaktorer ved Studstrup og Kalundborg, som skal levere strøm senest i 2040. Så kan vi selv producere stabil strøm med lave CO₂-udledninger, også på en vindstille aften i februar. Det synes jeg faktisk fortjener en chance, selv om nogen i Aarhus engang har tegnet et logo. Indtil da: Tak for lån, Sverige. Sig det nu ikke til nogen.

“Forbyd mobiltelefonerne i skolen!” “Afskaf Aula!” Det vælter for tiden ud med populære men også overfladiske svar på hvordan vi løser den dybe faglige krise i Folkeskolen. Bevares, vi hader alle Aula og det er fint hvis de få skoler, der endnu ikke har en mobilpolitik, også får det. Men det kommer ikke til at løfte folkeskolen ud af den faglige krise. I stedet skal vi lære af to af de europæiske lande, der klarer sig bedst: England og Finland. Hvad har historisk givet Finland et af verdens bedste grundskoler? - Tydeligt national pensum om hvad eleverne skal lære kombineret med udstrakt frihed og tillid til lærerne ift. metoder og undervisning - Skyhøjt fagligt niveau blandt lærerne. Læreruddannelsen er universitetsbaseret og det er meget svært at blive optaget, da man ønsker de dygtigste elever. - Tidlig indsats med specialundervisning til de elever, der fagligt er bagud. I England har det vigtigste greb de sidste par årtier været: Drop fokus på abstrakte lærings- og kompetencemål. Erstat det med national pensum og benhårdt fokus. I Danmark har vi gjort det stikmodsatte af hvad man har gjort i England og Finland: - Med Folkeskolereformen fik vi over 1.000 læringsmål med fokus på abstrakte kompetencer - Til gengæld har vi som et af de eneste europæiske lande intet nationalt pensum - Lærerne og skolerne har meget lidt (metode)frihed - Med inklusionen har vi gjort det sværere at få specialundervisning, så de mest udfordrede elever i endnu højere grad tabes på gulvet. “Jamen, Alex, det er jo bare LA’s skolepolitik du har opsummeret!?” Og ja, det er rigtigt, at vores skolepolitik i mange år har været inspireret af, hvad der virker godt i andre lande. Men altså, nu skal vi lige spilde mere tid med nationale forældremøder, snak om mobiltelefoner og aula. Men når vi politikere har fået vores “five minutes of fame”, kunne det være vi skulle gå i gang med at løse Folkeskolens faglige krise. 
Vi har opskriften klar.

Mette Frederiksen spørger: Hvorfor skal man kunne tjene penge på udsatte mennesker? Mit svar er enkelt: Det skal man heller ikke. Man skal tjene sine penge på at løse en opgave ordentligt. Der er problemer med kriminelle svindlere på socialområdet. Men løsningen er hverken et profitloft eller at give kommunerne monopol. Mit spørgsmål til statsministeren og alle andre socialdemokrater er: Hvorfor må private virksomheder gerne tjene penge på at bygge skolen, hospitalet og plejehjemmet - men ikke på at levere selve omsorgen? Private entreprenører bygger for milliarder af offentlige kroner. Private virksomheder leverer medicinsk udstyr, rengøring, mad og it. Selvfølgelig må de have et overskud, hvis de leverer det, vi har betalt dem for. Hvorfor skulle det princip pludselig ophøre, når det gælder sociale tilbud? Profit og kriminalitet er ikke det samme. Et overskud kan komme af dygtig ledelse, effektiv drift, innovation og investeringer. Svindel er falske fakturaer, fiktive medarbejdere, oppustede huslejer og penge, der kanaliseres over i nærtstående selskaber. Det sidste skal vi slå benhårdt ned på. Det gør vi bare ikke med et profitloft. Et sådant loft gør det mindre attraktivt for dygtige mennesker at investere i og udvikle specialiserede tilbud, som kommunerne og borgerne har brug for. Så lad os bekæmpe kriminalitet i stedet for at føre ideologisk krig mod private virksomheder. Hvis man driver et privat velfærdstilbud godt og effektivt og drager omsorg for udsatte borgere, er det helt legitimt at tjene penge på det. Vi har brug for mere privat foretagsomhed og næstekærlighed i velfærden. Vi har ikke brug for, at socialdemokrater ender med at kvæle alt velfærdsiværksætteri i forsøget på at ramme nogle af de brodne kar.

Lad os nu bare komme i gang med atomkraft! De eneste, der tilsyneladende aldrig løber tør for energi her i landet, er modstanderne af atomkraft. Men elpriserne stiger igen i Danmark, og det gør de, fordi der mangler strøm. Men selvfølgelig skal vi have atomkraft i Danmark. Danskerne skal have stabil strøm, lave CO₂-udledninger og en energiforsyning, hvor ingen behøver krydse fingre, fordi vejrudsigten varsler vindstille. Og nej, atomkraft sænker ikke din elregning i morgen. Men hvis vi bliver ved med at bruge tiden som undskyldning, kommer vi heller aldrig i gang. Og vi kan allerede nu gøre en forskel. Vi kan beslutte at afskaffe elafgiften permanent, så danskerne også kan tænde lyset i 2028 uden at blive flået med en af Europas højeste afgifter på strøm oven i en af verdens højeste skattesatser. Pengene? Dem er der rigeligt af, hvis regeringen dropper sin stadig mere tragikomiske momsfidus. For selvfølgelig skal vi gøre strømmen billigere i stedet for at ansætte flere bureaukrater til at diskutere, om gulerodskager er grøntsager eller fødevarer.

I dag er det 25 år siden, at islamistiske terrorister sendte fly ind i World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, D.C. og heldigvis fejlede med at gøre det samme mod Det Hvide Hus. Dengang var jeg ikke engang 10 år gammel, og jeg gik mest op i, at tegnefilmene om eftermiddagen var aflyst. Men det var jo en forfærdelig dag, ikke mindst for amerikanerne. En vanvittig tragedie med 3000 døde, som forståeligt nok fyldte amerikanerne med både frustration og vrede. Siden fulgte invasionen af Afghanistan, så Irak og en hel masse terrorbekæmpelse både ude og hjemme, som Danmark blandt mange vestlige lande deltog i, men desværre også flere terrorangreb. Det fyldte jo alting for os dengang. Men vi kan desværre i dag se, at krigen mod terror også var en distraktion for Vesten. Vi blev manisk fokuserede på truslen fra militant islamisme og glemte fuldstændig både andre trusler derude og den trussel, der kommer fra at glemme sine egne principper i kampen mod en fjende. Og imens stod Putin smilende og hjalp os med at “bekæmpe islamisme”, hvilket gav ham rygdækning til at gå endnu mere løs på Tjetjenien og genopbygge det russiske imperium. Kina hyggede sig med at blive enormt meget rigere og gradvist opruste, imens vi i Vesten ofrede vores soldater og forsvarsvilje på evighedskrige ud fra en illusion om, at vi kunne eksportere demokrati omtrent lige så nemt, som vi kunne eksportere mælk og LEGO-klodser. Den, der kæmper, taber aldrig helt. Den indsats, som vores soldater har gjort i Afghanistan og Irak, kan ingen tage fra dem. Den vil altid tjene dem til ære. Og de tab, vi led, fortjener at blive mindet i al tænkelig fremtid. Det er os politikere, der har fejlet. Det er nemt at være bagklog - men det er også dumt ikke at kigge selvkritisk på de ting, vi har gjort. Vi sled vores militære kapaciteter helt ind til knoglen og investerede både nærigt og forkert. Vi indførte massiv masseovervågning og kontrol af det offentlige rum i et omfang, der havde været utænkeligt for 25 år og 1 dag siden. Og vi lod Rusland slippe afsted med mere og mere i mellemtiden, fordi vores fokus var et andet sted. Selvom Putin allerede med sin tale i München i 2007 fuldstændig åbent erklærede sit fjendskab mod Vesten, var det ikke noget, vi ofrede så mange kræfter på. Da Putin så begyndte at tage bidder af Ukraine i 2014, var vi for trætte til at gøre noget ved det. Krigen mod terror fortsætter jo sådan set stadig i Mellemøsten lige nu med Trumps retningsløse krig mod Iran. De amerikanske våbenlagre bliver tømt, olieprisen stiger, og de griner af os i Moskva og Beijing. Der er ingen tegn på, at mængden af islamisme i verden er skrumpet de sidste 25 år. Islamistisk terror var og er et gigantisk problem. Men det er ikke et problem, vi bare kan bombe og invadere os ud af. Der er en ondskab i vores egne lande, som vi skal have udryddet, hvilket lige så meget er en kulturkamp, som det er en kamp med vold. Og jeg tror desværre kun, den lige er gået i gang. Jeg er ked af at sige det, men vi kan ikke være stolte af de sidste 25 år her i Vesten. Og nu er det vores ansvar at sørge for, at de næste 25 bliver præget af en anden klogskab, forståelse og principfasthed. Heldigvis er der mange tegn på, at vi har lært lektien. Det må vi holde hinanden fast på.

Et stærkt dansk landbrug – og en natur og et miljø, vi skal passe bedre på Jeg er stolt af den rolle, som bønderne og landbruget historisk har spillet for Danmark.   Landbruget har gennem århundreder skabt arbejde, velstand og liv i hele landet og været med til at forme både vores landskab, vores lokalsamfund og vores nationale identitet. Det var i høj grad de danske bønder, som gav vores folkestyre liv med bondebevægelsen, højskolerne, foreningslivet og ikke mindst andelsbevægelsen.   For mig at se repræsenterer landbruget en stærk dansk tradition for selvorganisering, selvstændighed og foretagesomhed. 
Af samme grund har jeg det svært med dæmoniseringen af danske landmænd, som man ofte ser fra den yderste venstrefløj. Tværtimod er det en selvstændig prioritet både for mig og Liberal Alliance, at Danmark fortsat har en konkurrencedygtig fødevareproduktion. Men at være stolt af dansk landbrug betyder ikke, at man skal forholde sig ukritisk.   Vi mener tværtimod, at hensynet til landbruget historisk har betydet, at andre hensyn i perioder er blevet tilsidesat. Det er ikke landmændenes skyld. Men vi politikere har ikke gjort nok for at passe på vores natur, vores vandmiljø eller på dyrene i den animalske produktion. Vi har derfor en forpligtelse over for kommende generationer til at efterlade naturen og miljøet i bedre stand, end vi modtog det. Ligeledes har vi en etisk forpligtelse til at sikre bedre dyrevelfærd. Produktionsdyr er ikke produktionsenheder, men levende, sansende og følende væsener.   
Derfor vil Liberal Alliance:  • Sikre at vi får vores vandmiljø tilbage i god økologisk tilstand • Vende tilbagegangen i den danske biodiversitet. • Skabe mere reel og strengt beskyttet natur. • Løfte dyrevelfærden markant – særligt i den intensive animalske produktion.   Hensynet til arbejdspladser og produktion i landbruget kan ikke i sig selv stå i vejen for nødvendige forbedringer af natur, miljø og dyrevelfærd, sådan som det har gjort historisk. 
Det betyder også, at der kommer ny regulering af dansk landbrug. Senest var det L5, som skabte en del debat og opmærksomhed.   Selvom vi ønsker en mere ambitiøs regulering, når det kommer til vores drikkevand, indre farvevande og fjorde og vores natur, så helliger målet ikke midlerne. Liberal Alliance arbejder for at alt ny regulering er proportional, forudsigelig og med øje for landmændenes retssikkerhed. Og når reguleringen fjerner muligheden for at dyrke landmændenes jord, skal landmændene have en ordentlig erstatning.   Dansk landbrug vil i fremtiden fylde mindre end i dag, fordi mere jord vil blive udtaget til natur og skovrejsning. Samtidig vil jeg også være ærlig og sige, at når vi politisk kræver at der skal tages et større hensyn til miljø, natur og dyr, så vil det kunne mærkes nogle steder i dansk landbrug.    Det giver også en forpligtigelse hos os folkevalgte til at se på, hvilke reformer vi ellers kan gennemføre, som ellers styrker dansk erhvervslivs og landbrugets konkurrenceevne. Både ved at se på skatter og afgifter, men også på unødvendigt bureaukrati og overimplementering af EU-direktiver, som svækker nye investeringer og ny innovation.   Ligesom vi skal gøre det endnu lettere at skabe nye virksomheder, boformer og attraktioner ude på landet. Derfor skal planloven liberaliseres, så foretagsomme danskere får bedre mulighed for at skabe liv og vækst.   Vores ambition er ikke at bevare landdistrikterne som et museum over det Danmark, der var engang.   Vores drøm er at give dem frihed til at skabe det Danmark, der kommer.

Styrer Pelle regeringen? Alex har en rigtig god nyhed, men Alex har travlt med at tale med Pelle. Er regeringen gået i Pelles fælde?