🤓”Midtimellem-ekspert” 👔Formand, Grænseforeningen 🇺🇸 & 🇩🇪-analytiker, TV 2 🎙️Vært, Only in America, Radio IIII ✏️Klummeskribent, JP 🗣️Foredragsholder 🌻
- Tweets 10,156
- Following 334
- Followers 9,273
- Likes 2,232
Det gjorde selvfølgelig ikke mediernes arbejdsbetingelser lettere, at Trump allerede havde smidt en håndgranat ind i debatten ved at komme med en udlægning, der på flere punkter skulle vise sig at gå længere end den aftaletekst, der sidenhen blev offentliggjort. Men det burde ikke have ændret ved et meget banalt journalistisk princip: Man kan ikke konkludere noget om en aftale, man ikke kender indholdet af.
I kølvandet på Trumps udmelding blev der afholdt baggrundsbriefinger om Grønlandsaftalen, men også der så deltagerne ikke så meget som et komma af aftaleteksten. Der er intet odiøst i, at embedsværket briefer journalister og analytikere. Problemet opstår først, når baggrundsbriefingen bliver behandlet som facit. Eller for at skære det endnu mere ud i pap: Hvis man ikke har set en aftale, kan man heller ikke vide med sikkerhed, hvad der står i den.
Det afholdt dog ikke danske medier fra at finde klaphatten frem.
Allerede få timer efter Trumps melding kunne man i Berlingske læse overskriften: ”Schhh. Nævn ikke for Trump, at det er Kongeriget Danmark, der har sejret.”
På TV2.dk blev aftalen af en USA-kommentator kaldt for »et spektakulært nederlag for Donald Trump«, selvom aftaleteksten først blev offentliggjort flere døgn senere.
Hos DR konstaterede en lektor ganske vist, at man ikke kendte de konkrete detaljer endnu, men ønskede alligevel Trump ironisk tillykke med »samme aftale som i 1950’erne«. Det samme gjorde man i Weekendavisen.
Med andre ord kårede danske medier vinderen, inden de overhovedet havde set måltavlen.
Ligesom i januar gik der landskampstemning i den igen. Nu var fortællingen, at de snu danskere havde solgt Donald Trump den samme gamle forsvarsaftale fra 1951 i en ny indpakning. Gammel vin på nye flasker. Trump havde fået lov til at kalde den Château Mar-a-Lago, mens vi herhjemme vidste, at der i virkeligheden var tale om papvin fra Brugsen.
Det er en sjov fortælling. Problemet er bare, at den ikke holder ved nærmere eftersyn.
Hele forløbet blev endnu mere komisk af, at man fra dansk side inviterede til en såkaldt teknisk briefing, der lå fire timer efter offentliggørelsen af aftaleteksten. På det tidspunkt havde tv-stationerne været i breaking i timevis, netmedierne havde produceret analyser på samlebånd, og de fleste avisredaktioner var tæt på deadline.
Så for at opsummere: Først skulle journalister og eksperter forklare aftalen i medierne, bagefter kunne de få hjælp af embedsværket til at forstå den. Det svarer lidt til at udlevere facit efter eksamen og kalde det vejledning.
Pointen med denne klumme er ikke, at aftalen er dårlig. Det er den bestemt ikke. Nøgternt betragtet er der meget, der taler for, at aftalen er god for alle tre parter.
Det vil bare være synd at kalde aftalen for gammel vin på nye flasker. Det er snarere ny vin på gamle flasker.
Summa summarum kan man altså godt konkludere to ting på samme tid:
Aftalen kan sagtens være god, samtidig med at dækningen op til offentliggørelsen af den var dårlig.
10
14
135
5,964
Mirco Reimer-Elster retweeted
Har ventet i spænding på kampen om USA @ReimerElster ville elske en hel time hvor du gik i dybden med fordele og ulemper med hvert punkt for alle 3 parter. Men tager til takke med Kampen om USA🙏 og i morgen er der podcast. Dejligt at du er kritisk hvor det er på sin plads.
1
1
4
786
Mirco Reimer-Elster retweeted
@frederikdirks og @ReimerElster hjælper med at finde hoved og hale i den længe ventede Grønlandsaftale. Lyt med her 👇
radio4.dk/podcasts/only-in-a…
3
3
599
Glemt alt om at satse alt på rød:
Alt på Grøn(land) er det nye sort 🇬🇱
I denne uge får i fornøjelsen af ‘Kampen om USA’ hele to gange, nemlig både i dag, mandag, klokken 18.20 og onsdag på samme tidspunkt.
Og ikke nok med det: I får også en livetransmission tirsdag fra klokken 19.23. Jeg deltager selvfølgelig trofast i det hele.
Husk at sende et takkekort til Trump! 🇺🇸
3
1
30
2,188
Donald Trump har alle dage haft et bedre blik for den folkelige vrede end for detaljerne i et politisk udspil.
Af samme årsag er Trumps ageren i diskussionen om datacentre interessant. Her har populisten Trump ikke bare fejllæst folkestemningen, men også besluttet sig for at være ligeglad med den.
Tallene varierer lidt fra måling til måling, men amerikanerne står ikke i kø for at blive nabo til datacenter-Donald. Modviljen skyldes næppe, at amerikanerne er blevet teknologifjendske og helst vil leve som amishfolket. Forklaringen er snarere, at datacentre bruger enorme mængder strøm og vand og ofte bliver lokket til lokalområderne med store skatterabatter.
Ifølge Data Center Map har man i USA allerede omkring 3.400 datacentre i drift, og derudover er cirka 1.400 under opførelse eller planlægning. Lawrence Berkeley National Laboratory vurderer, at datacentrene i 2030 kan stå for omkring 12 pct. af USA’s samlede elforbrug.
Diskussionen om datacentre handler i sin kerne om ulighed. Teknologiselskaberne og deres investorer kan tjene milliarder på ai-revolutionen, mens USA kan styrke sin position i kapløbet med Kina. Amerikanerne risikerer til gengæld højere elregninger og større pres på vandressourcerne, uden at der nødvendigvis følger særlig mange arbejdspladser med. Datacentrene gør samtidig den abstrakte frygt for kunstig intelligens til et fysisk fænomen.
For Trump handler det om fremskridt og America First. Hvis USA vil fastholde sin teknologiske førerposition, kræver det datacentre, et stærkere elnet og masser af ny energiproduktion. Man vinder trods alt ikke ai-kapløbet med Kina ved at nægte computerne et sted at bo.
Datacenter-Donald har med andre ord sandsynligvis fat i den lange ende. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at Trump dermed er mere i sync med lederkollegiet på Wall Street Journal end med menigmand på gaden, hvilket fortæller os noget om hans anden embedsperiode.
Når amerikanernes vrede kolliderer med ønsket om økonomisk vækst og teknologisk førerposition, er det ikke givet, at Trump lytter til folket. Ikke fordi populistpræsidenten har mistet evnen til at lodde folkestemningen, men fordi han ligesom Tessa og KIDD er så fucking fløjtende.
2
2
34
2,689
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
474
Min bog har fået vokseværk 📕
Jeg har været i godt selskab med Michael Ehrenreich på dk4 til en udførlig snak om USA og ‘Fra supermagt til Shitshow’ 🇺🇸
Se samtalen her: piped.video/CJjKUhWHpDM?si=FfhJ…
15
2,743
Der findes historiske begivenheder, hvor man forventes at kunne svare på spørgsmålet:
»Hvor var du, da … Kennedy blev skudt? Berlinmuren faldt? Da flyene ramte World Trade Center?«
Jeg er for ung til at kunne have oplevet mordet på Kennedy og har ingen erindringer om Berlinmurens fald, men mit svar på det sidste spørgsmål er ikke videre heroisk:
Jeg gik ud og spillede fodbold.
Den 11. september 2001 var jeg 15 år gammel og gik i 9. klasse på Hiort Lorenzen-Skolen i Slesvig. Da jeg kom hjem, sad min mor foran fjernsynet og så nyheder. Allerede dét fik mig til at studse, for hun så ellers aldrig nyheder.
På skærmen så jeg et tårn i brand. Jeg husker det, som om jeg så det andet fly ramme Sydtårnet direkte, men hukommelsen er som bekendt en upålidelig redaktør. Måske så jeg blot en af de næsten øjeblikkelige gentagelser. Jeg husker til gengæld tydeligt min egen reaktion: Det interesserede mig ikke det store.
Da jeg var gæsteforsker på Yale i 2019, var der en historieprofessor, som sagde til mig, at Den Kolde Krig for hans studerende var lige så fjern som Den Peloponnesiske Krig mellem Sparta og Athen.
Jeg kan huske, at jeg syntes, at det lød absurd, men der er noget om snakken. Mens jeg selv vil betegne mig som en del af 9/11-generationen, er terrorangrebene for nutidens unge groft sagt historieundervisning på linje med Pearl Harbor.
For en hel generation giver »hvor var du, da det skete?«-spørgsmål ikke mening, når det kommer til 9/11. Ifølge en ny måling fra Pew lærte 60 pct. af de 18-24-årige amerikanere første gang om 9/11 i skolen. For dem er terrorangrebet pensum, hvor det for os ældre er erindring.
Jeg vidste det ikke, da jeg gik ud og spillede bold, men 9/11 skulle blive min politiske vækkelse.
Jeg besluttede mig for at læse historie, rejste i Mellemøsten og havde en drøm om at blive forsker. Jeg endte som historiker og USA-analytiker. Uden 9/11 var Jyllands-Postens læsere måske blevet forskånet for mine klummer og TV 2’s seere for mine analyser.
Hvor 15-årige Mirco hurtigt forlod tv-stuen, kom mit voksne jeg til at bruge sit arbejdsliv på at forstå og forklare den verden, jeg den septembereftermiddag vendte ryggen til med en bold i hånden.
7
1
57
5,101
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
1
5
548
Fremragende afsnit af ugens podcast fra @ReimerElster . Flot fremlagt og professionelt vedrørende sagen om Lindsay Clancy. Ser frem til næste uge som jeg håber handler om denne uges konvent.
1
1,214
Some things never change, som de synger i Frozen ❄️
PS: Jeg har anonymiseret henvendelsen, da det ikke handler om medarbejderen, der passer sit arbejde og forespørger, men om arbejdsvilkårene i mediebranchen og det principielle spørgsmål, om man skal blive betalt for at udføre et stykke arbejde.
28
5
359
58,732
Mirco Reimer-Elster retweeted
Nogle betragtninger om valget i Sachsen-Anhalt 🇩🇪
Hvis man leder efter én enkel forklaring på AfD’s jordskredssejr, kommer man til at lede længe.
Det er ikke bare migration. Det er heller ikke bare økonomien, østtysk frustration eller en stor kollektiv fuckfinger til Berlin. Det interessante er netop, at det hele ser ud til at hænge sammen.
AfD fik cirka 44 procent af stemmerne. Blandt arbejderne stemte hele 61 procent på partiet. SPD fik 5 procent.
De tal siger næsten mere end selve valgresultatet. Det parti, der engang var den tyske arbejderbevægelses politiske hjem, er blevet kørt over blandt arbejderne af et parti på den yderste højrefløj.
Fødevarepriserne i Sachsen-Anhalt er siden 2021 steget langt mere end lønningerne. 89 procent af AfD-vælgerne siger, at de bekymrer sig om, hvorvidt de fortsat kan betale deres regninger. 80 procent frygter, at de ikke kan opretholde deres levestandard.
91 procent er bekymrede over, at der efterhånden lever så mange fremmede i Tyskland. 85 procent oplever, at den tyske måde at leve på forandrer sig for meget.
Det er altså ikke et spørgsmål om pengepung eller identitet. Det er pengepung og identitet. Og oveni kommer støtten til Ukraine, forholdet til Rusland, genforeningens efterdønninger, mistilliden til de gamle partier og en mere diffus, men politisk potent følelse af, at udviklingen sker hen over hovedet på én.
Brandmuren har indtil videre holdt AfD ude af regeringskontorerne. Men den har ikke holdt vælgerne fra at stemme på AfD. Snarere tværtimod.
Vælgerne mødte op i rekordstor stil i Sachsen-Anhalt. AfD mobiliserede flere ikke-vælgere end alle andre partier tilsammen. Partiets kanonvalg er med andre ord en demokratisk magtdemonstration.
Alt det kan man blive forarget over. Man kan også lave forsider som Taz, som er en venstreorienteret avis.
Men hvis man vil forstå valgresultatet i Sachsen-Anhalt, er forargelse ikke noget særlig brugbart analytisk værktøj. Tværtimod rammer Gabor Steingart hovedet på sømmet i The Pioneer:
“Den store opbakning til AfD og den brutale afvisning, som især CDU, SPD og FDP har oplevet, er det ærlige og af politisk korrekthed ufiltrerede udtryk for en befolkning, der dermed sender et centralt budskab:
Hertil og ikke længere.
Det handler ikke kun om de mange konkrete politiske spørgsmål, fra økonomisk politik til migration. Det handler om det sprog, regeringen taler til befolkningen i. Det handler om de ritualer, hvormed regeringen distancerer sig fra befolkningen. Det handler om manglende evne til at se og adressere millioner af menneskers reelle bekymringer og problemer.
Derfor har så mange mennesker trykket på nødstopknappen. Indbyggerne i Sachsen-Anhalt er hverken vanvittige eller brunskjorter. De er bare meget tydelige.”
2
4
943
Mirco Reimer-Elster retweeted
Jeg synes @ReimerElster er den dygtigste USA / Tyskland ekspert vi har i Danmark 🤷🏼♂️
Du kan se 100 timers konventionel mediedækning, og alligevel vil ingen af dem opsummere valgsejren til AfD lige så klart som Mirco gør på 2 minutter.
Værd at læse 👇🏻
Nogle betragtninger om valget i Sachsen-Anhalt 🇩🇪
Hvis man leder efter én enkel forklaring på AfD’s jordskredssejr, kommer man til at lede længe.
Det er ikke bare migration. Det er heller ikke bare økonomien, østtysk frustration eller en stor kollektiv fuckfinger til Berlin. Det interessante er netop, at det hele ser ud til at hænge sammen.
AfD fik cirka 44 procent af stemmerne. Blandt arbejderne stemte hele 61 procent på partiet. SPD fik 5 procent.
De tal siger næsten mere end selve valgresultatet. Det parti, der engang var den tyske arbejderbevægelses politiske hjem, er blevet kørt over blandt arbejderne af et parti på den yderste højrefløj.
Fødevarepriserne i Sachsen-Anhalt er siden 2021 steget langt mere end lønningerne. 89 procent af AfD-vælgerne siger, at de bekymrer sig om, hvorvidt de fortsat kan betale deres regninger. 80 procent frygter, at de ikke kan opretholde deres levestandard.
91 procent er bekymrede over, at der efterhånden lever så mange fremmede i Tyskland. 85 procent oplever, at den tyske måde at leve på forandrer sig for meget.
Det er altså ikke et spørgsmål om pengepung eller identitet. Det er pengepung og identitet. Og oveni kommer støtten til Ukraine, forholdet til Rusland, genforeningens efterdønninger, mistilliden til de gamle partier og en mere diffus, men politisk potent følelse af, at udviklingen sker hen over hovedet på én.
Brandmuren har indtil videre holdt AfD ude af regeringskontorerne. Men den har ikke holdt vælgerne fra at stemme på AfD. Snarere tværtimod.
Vælgerne mødte op i rekordstor stil i Sachsen-Anhalt. AfD mobiliserede flere ikke-vælgere end alle andre partier tilsammen. Partiets kanonvalg er med andre ord en demokratisk magtdemonstration.
Alt det kan man blive forarget over. Man kan også lave forsider som Taz, som er en venstreorienteret avis.
Men hvis man vil forstå valgresultatet i Sachsen-Anhalt, er forargelse ikke noget særlig brugbart analytisk værktøj. Tværtimod rammer Gabor Steingart hovedet på sømmet i The Pioneer:
“Den store opbakning til AfD og den brutale afvisning, som især CDU, SPD og FDP har oplevet, er det ærlige og af politisk korrekthed ufiltrerede udtryk for en befolkning, der dermed sender et centralt budskab:
Hertil og ikke længere.
Det handler ikke kun om de mange konkrete politiske spørgsmål, fra økonomisk politik til migration. Det handler om det sprog, regeringen taler til befolkningen i. Det handler om de ritualer, hvormed regeringen distancerer sig fra befolkningen. Det handler om manglende evne til at se og adressere millioner af menneskers reelle bekymringer og problemer.
Derfor har så mange mennesker trykket på nødstopknappen. Indbyggerne i Sachsen-Anhalt er hverken vanvittige eller brunskjorter. De er bare meget tydelige.”
4
7
90
14,248
Nogle betragtninger om valget i Sachsen-Anhalt 🇩🇪
Hvis man leder efter én enkel forklaring på AfD’s jordskredssejr, kommer man til at lede længe.
Det er ikke bare migration. Det er heller ikke bare økonomien, østtysk frustration eller en stor kollektiv fuckfinger til Berlin. Det interessante er netop, at det hele ser ud til at hænge sammen.
AfD fik cirka 44 procent af stemmerne. Blandt arbejderne stemte hele 61 procent på partiet. SPD fik 5 procent.
De tal siger næsten mere end selve valgresultatet. Det parti, der engang var den tyske arbejderbevægelses politiske hjem, er blevet kørt over blandt arbejderne af et parti på den yderste højrefløj.
Fødevarepriserne i Sachsen-Anhalt er siden 2021 steget langt mere end lønningerne. 89 procent af AfD-vælgerne siger, at de bekymrer sig om, hvorvidt de fortsat kan betale deres regninger. 80 procent frygter, at de ikke kan opretholde deres levestandard.
91 procent er bekymrede over, at der efterhånden lever så mange fremmede i Tyskland. 85 procent oplever, at den tyske måde at leve på forandrer sig for meget.
Det er altså ikke et spørgsmål om pengepung eller identitet. Det er pengepung og identitet. Og oveni kommer støtten til Ukraine, forholdet til Rusland, genforeningens efterdønninger, mistilliden til de gamle partier og en mere diffus, men politisk potent følelse af, at udviklingen sker hen over hovedet på én.
Brandmuren har indtil videre holdt AfD ude af regeringskontorerne. Men den har ikke holdt vælgerne fra at stemme på AfD. Snarere tværtimod.
Vælgerne mødte op i rekordstor stil i Sachsen-Anhalt. AfD mobiliserede flere ikke-vælgere end alle andre partier tilsammen. Partiets kanonvalg er med andre ord en demokratisk magtdemonstration.
Alt det kan man blive forarget over. Man kan også lave forsider som Taz, som er en venstreorienteret avis.
Men hvis man vil forstå valgresultatet i Sachsen-Anhalt, er forargelse ikke noget særlig brugbart analytisk værktøj. Tværtimod rammer Gabor Steingart hovedet på sømmet i The Pioneer:
“Den store opbakning til AfD og den brutale afvisning, som især CDU, SPD og FDP har oplevet, er det ærlige og af politisk korrekthed ufiltrerede udtryk for en befolkning, der dermed sender et centralt budskab:
Hertil og ikke længere.
Det handler ikke kun om de mange konkrete politiske spørgsmål, fra økonomisk politik til migration. Det handler om det sprog, regeringen taler til befolkningen i. Det handler om de ritualer, hvormed regeringen distancerer sig fra befolkningen. Det handler om manglende evne til at se og adressere millioner af menneskers reelle bekymringer og problemer.
Derfor har så mange mennesker trykket på nødstopknappen. Indbyggerne i Sachsen-Anhalt er hverken vanvittige eller brunskjorter. De er bare meget tydelige.”
31
39
328
30,218
Takket være valget i Sachsen-Anhalt får I en politiker-selfie, bare med et lidt mindre alvorligt ansigtsudtryk.
Se med på TV 2 News fra kl. 17.30 🇩🇪
Fun fact: Tokio Hotel stammer faktisk fra Sachsen-Anhalt.
9
1
52
4,517
Mirco Reimer-Elster retweeted
Godt skrevet forklaring på AfD attraction
Næste gang du dækker bord i spisestuen, så stil fire stole rundt om bordet og fjern den ene igen. Det lyder måske en anelse skørt, men er faktisk blot et meget konkret forsøg på at illustrere Sachsen-Anhalts demografiske udvikling siden genforeningen.
I 1990 boede der 2,87 millioner mennesker i delstaten. Ved udgangen af 2025 var der 2,12 millioner tilbage. Sachsen-Anhalt har mistet godt 750.000 indbyggere eller 26 pct. af sin befolkning. Den tomme stol repræsenterer med andre ord dem, der ikke længere er der.
Gennemsnitsalderen i Sachsen-Anhalt er 48 år, den højeste i hele Tyskland. Når de unge forsvinder, risikerer skolen at lukke. Når befolkningen skrumper, kører bussen sjældnere. Og når lægen går på pension, er der ikke nødvendigvis en ny, som overtager klinikken. Den udvikling kender vi desværre også fra dele af Danmark, som vi nedladende beskriver som Udkantsdanmark.
Hvad der kan lyde som en tør gennemgang af befolkningsstatistik, er en central del af forklaringen på den udbredte politiske frustration i Sachsen-Anhalt. Den enkelte kan godt have arbejde, hus og bil, men det ændrer ikke på, at hjemstavnen kan føles som et sted, der er ved at blive afviklet.
Der findes en tydelig parallel til Donald Trumps succes i USA. Trumps gennembrud blev længe forklaret som et oprør blandt globaliseringens økonomiske tabere, men det var kun den halve sandhed. Undersøgelser har sidenhen vist, at oplevelsen af tabt status kunne forklare mere end udviklingen i privatøkonomien.
Det samme paradoks findes i Sachsen-Anhalt, hvor delstatens indbyggere ofte vurderer deres egen situation mere positivt end områdets fremtid. Samtidig svarer 62 pct. ifølge Sachsen-Anhalt-Monitor, at de undertiden føler sig som østtyske andenrangsborgere i Tyskland. En indbygger i Altmark formulerede det præcist til Die Zeit for nylig:
»Her er egentlig alt i orden, men vi østtyskere føler os stadig som tabere.«
AfD tilbyder en attraktiv forklaring på disse følelser: Det var ikke jer, der tog fejl, men systemet, der svigtede jer. Migration bliver i den fortælling mere end et spørgsmål om antallet af udlændinge. Den bliver et symbol på den forskelsbehandling, der opleves: Staten havde angiveligt ingen løsning, da fabrikken lukkede, og børnene flyttede, men finder både penge og opmærksomhed, når nye mennesker ankommer.
Det er en stærk fortælling, som i sin kerne handler om ulighed og uretfærdighed, og som også vækker genklang i områder med relativt få indvandrere.
Og heri finder man en anden afgørende årsag til partiets succes: AfD lover ikke at fylde den tomme stol i spisestuen med en ny nabo. Partiet lover, at de tyskere, der stadig sidder ved bordet, igen skal sidde for bordenden.
1
1
5
1,778
Næste gang du dækker bord i spisestuen, så stil fire stole rundt om bordet og fjern den ene igen. Det lyder måske en anelse skørt, men er faktisk blot et meget konkret forsøg på at illustrere Sachsen-Anhalts demografiske udvikling siden genforeningen.
I 1990 boede der 2,87 millioner mennesker i delstaten. Ved udgangen af 2025 var der 2,12 millioner tilbage. Sachsen-Anhalt har mistet godt 750.000 indbyggere eller 26 pct. af sin befolkning. Den tomme stol repræsenterer med andre ord dem, der ikke længere er der.
Gennemsnitsalderen i Sachsen-Anhalt er 48 år, den højeste i hele Tyskland. Når de unge forsvinder, risikerer skolen at lukke. Når befolkningen skrumper, kører bussen sjældnere. Og når lægen går på pension, er der ikke nødvendigvis en ny, som overtager klinikken. Den udvikling kender vi desværre også fra dele af Danmark, som vi nedladende beskriver som Udkantsdanmark.
Hvad der kan lyde som en tør gennemgang af befolkningsstatistik, er en central del af forklaringen på den udbredte politiske frustration i Sachsen-Anhalt. Den enkelte kan godt have arbejde, hus og bil, men det ændrer ikke på, at hjemstavnen kan føles som et sted, der er ved at blive afviklet.
Der findes en tydelig parallel til Donald Trumps succes i USA. Trumps gennembrud blev længe forklaret som et oprør blandt globaliseringens økonomiske tabere, men det var kun den halve sandhed. Undersøgelser har sidenhen vist, at oplevelsen af tabt status kunne forklare mere end udviklingen i privatøkonomien.
Det samme paradoks findes i Sachsen-Anhalt, hvor delstatens indbyggere ofte vurderer deres egen situation mere positivt end områdets fremtid. Samtidig svarer 62 pct. ifølge Sachsen-Anhalt-Monitor, at de undertiden føler sig som østtyske andenrangsborgere i Tyskland. En indbygger i Altmark formulerede det præcist til Die Zeit for nylig:
»Her er egentlig alt i orden, men vi østtyskere føler os stadig som tabere.«
AfD tilbyder en attraktiv forklaring på disse følelser: Det var ikke jer, der tog fejl, men systemet, der svigtede jer. Migration bliver i den fortælling mere end et spørgsmål om antallet af udlændinge. Den bliver et symbol på den forskelsbehandling, der opleves: Staten havde angiveligt ingen løsning, da fabrikken lukkede, og børnene flyttede, men finder både penge og opmærksomhed, når nye mennesker ankommer.
Det er en stærk fortælling, som i sin kerne handler om ulighed og uretfærdighed, og som også vækker genklang i områder med relativt få indvandrere.
Og heri finder man en anden afgørende årsag til partiets succes: AfD lover ikke at fylde den tomme stol i spisestuen med en ny nabo. Partiet lover, at de tyskere, der stadig sidder ved bordet, igen skal sidde for bordenden.
19
8
129
13,397
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
1
4
1,051