Måske læste du prologen til min bog og hvis du vil være den første der får besked når den er færdig, skal du tilmelde dig mit nyhedsbrev her:
lnkd.in/eyg2c3_2
Og hvis du ikke fik det læst, så kig her:
Prolog – Den dag min far døde
Jeg sad ved min fars sygeseng og holdt ham i hånden, og det havde jeg efterhånden gjort rigtig mange timer i løbet af de sidste tre uger. Min lillesøster Katrine og jeg kørte 12-timers vagter, fordi min mor simpelthen var helt færdig. Min far var ved at dø af prostatakræft, mine forældre havde været sammen hele deres liv, og min mor var naturligvis fuldstændig nedbrudt over at se den mand, hun havde delt næsten hele sit voksne liv med, ligge og forsvinde langsomt foran hende.
Hun var hos ham så meget, hun kunne, masserede hans fødder og sad og talte med ham, men hun skulle også have lov til at sove og få lidt fred en gang imellem, så min søster og jeg skiftedes til at være der. I løbet af de tre uger blev han dårligere og dårligere, og til sidst var han stort set bevidstløs. Indimellem vågnede han med smerter, og så ringede vi efter hjemmeplejen, som kom og gav ham mere morfin. Han kunne ikke længere drikke, så vi sad med sådan nogle små skumsvampe med vand og fugtede hans læber og prøvede i det hele taget at gøre det så tåleligt som muligt.
Det var forfærdeligt at se på, og på et tidspunkt blev jeg faktisk så desperat, at jeg begyndte at overveje, om jeg selv skulle slå min far ihjel. Det lyder jo fuldstændig vanvittigt, når man siger det sådan, men jeg havde set, hvordan hjemmeplejen gav ham morfin, jeg vidste, hvor den lå, og jeg vidste nogenlunde, hvor meget de gav ham. Jeg vidste også godt, at hvis jeg gav ham nok, så ville det være slut, og derfor sad jeg flere nætter og tænkte på, om jeg simpelthen havde nosser nok til at give min egen far en overdosis.
Læs mere her:
lnkd.in/e6WxW9Ty